top of page
  • Forfatters billedeAnnika Lillelund Fauli

En sammenbragt er ikke en kernefamilie

I min praksis møder jeg mange par i sammenbragte familier, som kæmper med at være en familie. Par som oplever, at det at jonglere med egne og den andens børn viser sig at være en alt for stor mundfuld og derfor overvejer at kaste håndklædet i ringen. Det er der også mange der gør, for statistikken taler sit tydelige sprog – ca. 75 % af andengangsfamilierne ender med at gå fra hinanden igen.

 

Når jeg starter et samarbejde med et sammenbragt par, spørger jeg typisk ind til deres forventninger til deres nye samlivsform: Altså hvordan skal det her projekt lykkes? Mange siger, at det har de ikk



e har tænkt så meget over, det går jo nok, andre kører på fuldt drøn uden at stoppe op, og de par som har talt om forventninger, kan sige noget i retning af:

 

  • ”Vi vil gerne være ligeværdige voksne over for hinandens børn”

  • ”Det er vigtigt ikke at gøre forskel på børnene”

  • ”Børnene skal ikke gøre forskel på os”

  • ”Vi hjælpes ad i hjemmet – også om børnene”

  • ”Det er vigtigt, at vi gør alt sammen som ny familie for at ryste os sammen”

  • ”Det er jo ikke børnenes skyld, så jeg gør mig ekstra umage for, at de har det så godt som muligt” (sagt af især mange bonusmødre)

  • ”Det er nemmere for mig at være praktisk, så jeg har påtaget mig: madpakker, Aula, koordinering, indkøb af tøj og lektielæsning” [indsæt selv flere praktiske opgaver – sagt af bonusforælder

  • ”Det er virkelig rart, at vi nu er to voksne igen, så kan jeg lidt bedre tillade mig at bruge lang tid på arbejdet, når mine børn er der”

  • ”Jeg er sikker på, at mine børn kan komme til at elske min kæreste, for hun/han er jo så skøn – vi skal bare bruge masser af tid sammen”

 

 

Når parret så sidder hos mig, er det tit fordi, noget er kørt af sporet. Nogle af deres ønsker og forventninger holdt ikke stik, og de oplever konflikter, som primært handler om børnene. Selvom parret har aftalt at være ligeværdige over for børnene, kan de alligevel mærke, at de kommer til at gøre forskel. Selvom bonusforælder har taget sig sammen for at være så overskudsagtig som muligt, vælger barnet alligevel sin biologiske forælder, når hemmeligheder skal fortælles. Selvom bonusmor virkelig har lagt alle sine kræfter i børnene, står hun nu nogle år efter i en totalt udbrændt position, hvor hun har givet alt og samtidig ikke føler mandat til at sige noget eller føler sig valgt fra af børnene. Det er ikke nemt, og det ender typisk med at parret kører træt i deres samliv og oplever afstand eller gentagne konflikter.

 

Dette sker for rigtig mange, og derfor opfordrer jeg til, at vi sammen tager nogle af de svære snakke om forventninger og drømme til denne familieform, for der skal højst sandsynligt justeres på forventningerne. Mit budskab er altid, og jeg siger det en del gange om dagen: En sammenbragt familie er IKKE en kernefamilie. Vi kan ikke gøre det samme, som hvis vi er to biologiske forældre til børnene.

Men hvad er det så? Jo, en sammenbragt familie er typisk flere kulturer, som skal leve under samme tag med deres forskelligheder. En sammenbragt familie er en familie, hvor kærligheds- og loyalitetsbåndene er forskellige. Så familien er faktisk den ramme, der faktisk skal rumme alle de forskelligheder. Mange bliver enormt skuffede over, at man ikke bare kan lave en kernefamilie version 2, mens andre oplever stor lettelse over at få talt om, hvad de egentlig ønsker sig og ikke mindst hvad der er realistisk i forhold den børneflok, der skal bo sammen med en ny voksen og evt. nye børn.

 

Så hvad kan jeg så hjælpe med?

Jeg kan hjælpe jer med at få taget hul på disse vigtige snakke i et trygt rum. Jeg kan hjælpe jer med at dele min erfaring og den viden, der er på området. Jeg kan hjælpe jer til en forståelse af, at der er vilkår, som gør denne familie anderledes og med at forstå, at vi ikke elsker børnene ens i en sammenbragt familie. Kun på den måde kan I tage jer kærligt af hinanden i jeres parforholdet, når en af jer bliver ramt af de svære vilkår.

 

Opstiller vi til gengæld realistiske forventninger til familien og til hinanden, tør vi gøre forskel og give plads, så tager vi nogle vigtige skridt på vejen mod en bæredygtig og ikke mindst langtidsholdbar, sammenbragt familie.

6 visninger

Comments


bottom of page