top of page
  • Forfatters billedeAnnika Lillelund Fauli

Der findes ikke et quick fix, bonusmor

Jeg får nogle gange bonusmødre, som sætter sig i stolen og ønsker sig et værktøj. Et værktøj som skal fjerne en følelse af at være ”hende den skrappe” eller hende, der ikke kan rumme hans børn. ”Hvis jeg bare kunne få nogle værktøjer til at blive bedre til at rumme og ikke blive så irriteret”, bliver der sagt. Lige meget hvor meget jeg ønsker at give præcis det værktøj, så findes det ikke. Der er ikke et quick fix på de følelser, der ofte opstår hos bonusmoderen. Tit er det sådan, at bonusmoderen møder sider af sig selv, som hun slet ikke vidste fandtes eller troede, hun rummede. Der kan opstå tanker, som kan føles så forbudte, at de bliver skamfulde og låst dybt inde i ens inderste i håbet om, at de så går væk. Men de går ikke væk, og måske vælter de ud igen næste gang, der er konflikt eller uoverensstemmelse i familien. Og tilbage sidder ofte en bonusmor med en forstærket følelse af at være ikke-rummelig og forkert. Hvad gør man så, når man synes rollen som bonusmor er svær, og man kommer i kontakt med sider af sig selv, man ikke har lyst til? Et sted jeg typisk starter i et terapeutisk forløb, er ved at undersøge, hvilke fortællinger bonusmor har med sig ift. hvordan man er en mor/en forsørger/en voksen og herefter ser vi på, om den fortælling passer ind i bonusmors helt konkrete liv. Jeg kan give et eksempel fra mig selv: Den fortælling der ligger dybt i mig ift. ”hvordan man er mor” er, at en mor er rummelig, hun sørger for dejlig mad, madpakker, at læse lektier med børnene, hun er altid klar til hjemmebag, og hun bliver ikke sur. Det er det billede jeg gennem min opvækst har fået dannet mig af, hvad en mor skal mønstre. Der hvor mine konflikter opstod var, når mine bonusbørn kom uanmeldt, fordi det satte gang i en lavine inde i min ”indre morfigur” ift. hvad jeg skulle diske op med af mad og kager, men også en forventning til mig selv om, hvordan jeg skulle være mentalt til stede. Allerede inden børnene kom, var jeg jo godt stresset over alle de forventninger, jeg havde til mig selv. Det blev selvfølgelig ret anstrengt fra min side, og det var først da jeg opdagede min indre mor-figur og fik talt med bonusbørnene om det, at det ændrede sig. Bonusbørnene fik eks. også sagt, at de ikke forventede det store kolde bord, når de bare kom forbi for at sige hej. Det blev en kæmpe frisættelse for mig. Min indre morfigur kigger stadig frem en gang imellem, men jeg handler ikke på det længere, og jeg bilder mig ind, at det er rarere for alle. Måske kender du situationen? Måske har du også en indre figur, som pisker dig rundt? Måske taler din indre figur i helt andre retninger? En ting er sikkert, dynamikkerne kan ikke ændre sig, før du opdager dine egne forventninger til dig selv. Og nej, det er ikke et quick fix, men et stykke terapeutisk arbejde.




Comments


bottom of page